DSB litra IS fra Proinor

DSB Is

Som sædvanligt er dette laserskårne kølevognssæt af statsbanernes første egentlige afkølings- eller kølevogn, DSB litra IS, lige til at gå til. Og jeg føler ikke, at jeg skal beskrive i detaljer, hvad der er gjort. For der findes en udmærket byggevejledning på en vedlagt CD, udskriv den eventuelt på papir. Som forbilleder er anvendt billeder fra Danmarks jernbanemuseums (DJM) efterhånden righoldige arkiv på deres internet side, hvor der er billeder af litra IS med eller uden tårnbremse (TÅ).

DSB Is

Foto: Danmarks jernbanemuseum

Min udgave er epoke III, altså fra 1941 og frem til ca. midten af 1950´erne, med en lille ”kunstnerisk” ændring i vognnummeret, der efter min mening er til at leve med.

Da der som ovenfor anført er en udmærket byggevejledning og med billeder fra DJM til rådighed, vil jeg derfor kun beskrive det, hvor jeg synes man skal passe på eller hvor jeg har lavet ændringer i forhold til vejledningen.
Jeg har suppleret mit byggesæt med yderligere fire klodsbremser, købt ekstra hos Proinor, da ”min vogn” efter DJM billedet er klods afbremset på begge sider af hjulene og ikke kun på indersiden med  vakuumbremse og TB, som sættet oprindeligt er udstyret med. Derfor har jeg IKKE monteret vakuumbremsebeholderen og dens stempelarm med vægt. Min vogn har således TÅ og trykluftledning (TL), hvorfor der skal monteres trykluftbremseslangekoblinger i hver ende på pufferplanken. Af ekstra ting er monteret rangerbøjlerne under hver buffer bukket i tråd samt noget ”slid ekstraforstærkning” på dørene, reelt et par træ strips, se billeder. Jeg har ikke anvendt de medfølgende fodtrin, men ”Tritthalter” fra Hübner købt på nettet.

DSB Is

Foto: Steffen Dresler

Hjulene er ”Slater”, købt på nettet, bufferne, eller de kan købes hos Tikøb Støberi, skruekoblinger og trykluftbremseslanger er Märklin og kan bestilles og købes gennem din normale modeltogs hobbyforhandler.
Litrering er fra KM-text og de skal bestilles separat (fordi spor 1) via deres hjemmeside  eller spørg KM-text direkte på diverse modeljernbane hobbymesser.

Byggesættet er ikke svært at bygge, men det tager megen mere tid end jeg forventede, da jeg har prøvet at være ”foran” hvert trin, bl.a. m.h.t. maling af detaljer mv.
Det er en GOD ide at prøvesamle de forskellige ting, da tolerancernes er så fine, at maling er næsten et ”no go” før samling. Der skal slibes flere steder, bl.a. ved stigerne på gavlen. Desuden er det almindeligt klogt at prøvesamle før limning (hvid snedkerlim). Vær her OPMÆRKSOM PÅ, at ved samling af den indre vognkasse, at det hele er i water og i lod. Det gøres med vægte og ”spænd sammen værktøjer” og med emnet lagt på en plan vandret plade. Lad det ligge ind til det er HELT tørt. Ellers risikerer man, at vognkassen bliver skæv og den kommer til at halte (den ene hjulplade svæver lidt) når akselgafler og hjul monteres, hvilket kan få vognen til at ”krappe afsted” over sporet!!

DSB Is

Foto: Steffen Dresler

På mit sæt havde det knebet for ”laseren” at komme helt ned igennem på de forstærknings ”trekanter”, der skal sættes på undersiden af vognkassen langs ydersiden af vangen. Så PAS på med en hobbykniv. Heldigvis var der flere ”trekanter” i sættet end nødvendigt, yderst heldigt!

Bremsetrækstængerne mellem bremsehængerne udføres som vist på billedet også selvom jeg har monteret de ekstra bremsehængerer på ydersiden af hjulskiverne. Bremsetrækstængerne til de ydre klodsbremser mangler, men arrangementet vil alligevel ikke kunne ses når vognen står på skinnerne. Den eneste anke jeg her har er, at når bremsehængerne er monterede (limet) så kan hjulene ikke afmonteres senere ved fejl, justering mv. Hvordan det skal løses ved jeg ikke, men det er jeg sikker på at man på Langeland nok skal finde ud af hen ad vejen. Og så er det jo ikke en absolut nødvendighed.

DSB Is

Foto: Steffen Dresler

Maling har været lidt af et kapitel for sig selv. Der er INGEN tvivl om, at overfladen skal være GLAT og BLANK især med de store røde påskrifter ”KØLEVOGN”. Jeg har anvendt en vandbaseret hvid maling (ikke af miljøhensyn) fordi den tørrer hurtigere op. Men min valgte (PlastiKote, Fast dry project enemal, Gloss White B4) var/er meget tynd og lidt ”mælkehvid” og dækkede overhovedet ikke før næsten 8. gang sådan ca.!! Kan altså IKKE anbefales synes jeg, få fat i en mere dækkende evt. oliebaseret, der OK, tager længere tørretid. M.h.t. at dække har jeg fået dit fif, at male vognkassen sort først! Og DET hjælper sq!!!

Undervogn (vanger) sorte selvfølgelig, det samme for de sorte felter i endegavlene (for at kunne se underretningsplader på den ellers hvide baggrund) samt balustre. Indersiden af tårnbremsen GUL (lig).
Taget har fået monteret fint slibepapir med udskæringer til islemmene og derefter malet lyst grå.

DSB Is

Foto: Steffen Dresler

Sluttelig er litreringer påsat og jeg har sat dem så de passer til efter 1941 (epoke III), det store omnummererings- og omlitrerings cirkus), hvorfor vognen rettelig mangler et ”2” foran nummeret på litreringssættet. Men DET var for småt at eftergøre ved at klippe et ”2” ud af et andet nummer og sætte foran det oprindelige første ciffer (fra 4773 til 24 773). Trods bange anelser (for mange G&T = DT), var der overhovedet IKKE nogen problemer ellers, klip det ønskede ud, dyp i vand, vent 1½ minut, glid det ønskede ned på den glatte flade med en finger, mens man med den anden hånds tommel- og pegefinger holder det udklippede hen over, hvor det ønskes påsat. Påfør evt. ”MICRO SOL” for at blødgøre overføringsbilledet så det ”kommer ned” i revnerne mellem plankerne etc. En tåt vat eller køkkenrulle til at DUPPE (IKKE TØRRE) overskydende vand, vupti det sidder på.

Tid til beundring og udbedring af småskader/manglende maling etc. Derefter udføre slidtage (det der på udenlandsk dansk hedder weathering) med maling, pulver eller pudse med sandpapir på fodtrin og platforme, så træet kommer frem som i virkeligheden. Til sidst spraye med matlak, det holder på det hele og giver vognen det lidt slidte, matte og vejrbidte udseende jeg ønsker.

DSB Is

Foto: Steffen Dresler

Kryds i kalenderen, ”done that”, god fornøjelse, det ER en flot typisk dansk vogn til et dansk epoke III anlæg også selvom man køre på Langeland.

Bedste hilsener
Steffen Dresler

Skriv en kommentar