Enhver der bare er lidt oppe i alderen eller interesserede i jernbaner, model som virkelighed, kender helt sikkert lyden fra klokker på stationen, ved jernbaneoverskæringen eller måske fra ældre DSB films indledning, ding-dong, ding-dong!
Klokkernes klimten med enten enkeltslag eller dobbeltslag, annoncerede både overfor de ansatte, men også for publikum, at nu kom der et tog og at man skulle være agtpågivende. Og selvom der senere kom højttalerudkald forblev klokkerne i funktion til op i 1970’erne, altså i model op til epoke IV. Tror, men ikke sikker, at klokkesignalerne røg ud med SR 75.
Klokkesignalerne var en del af sikkerheden sammen med telegrafen og telefonen på jernbanerne i forbindelse med afsendelse- eller modtagelse af tog fra en station til en anden. Kunne og blev dog også anvendt som signal for fare.
Klokkerne med deres lod og trækkabler var normalt anbragt enten i et lukket ”Klokkeværk” eller et åbent manuelt betjent klokkeværk. I sidstnævnte var der normalt kun et lod, der kørte i en skinne i et åbent værk, der via en lille vejer trak klokkekneblen øverst. Når loddet blev frigivet trak det på sin vej ned et tandhjul der bevægede klokkekneblen der ramte klokken. Klokkerne var normalt støbte i jern og i flere størrelser afhængig af hvilken lyd der skulle anvendes, normalt enten en høj eller en lav tone.
De lukkede klokkeværker bestod af en stor metalcylinder til beskyttelse af de bevægelige dele og hvor der øverst var monteret en eller to klokker og et værk der trak klokkekneblerne, beskyttet øverst af en cylindrisk tilspidset hat. I den store cylinder sad så selve værket med lodder, tråde og hjul ofte med en elektrisk anordning til at frigive lodderne via telegrafen, der så kunne ”trække værket”. Klokkeværket skulle så trækkes op manuelt via et håndsving efter nogle ”ringninger”. Cylinderen havde fortil en plade/dør, der kunne åbnes for vedligeholdelse. For det elektriske var der indledningsvis monteret porcelænsisolatorer på siderne for montering af ledninger fra luftledningerne. Disse blev senere lagt i jorden. Til sidst fik nogle af klokkeværkerne monteret en lille motor til at trække klokkeværket op eller helt udskiftede deres lodder med en elektrisk motor til at trække kneblerne.
Jeg har altid syntes at netop klokkeværker var en mangelvare på danske modeljernbaneanlæg uanset størrelse, men de er jo med til at give detaljen. De er lige så typiske som trækvognen til kufferter og andet gods, signaler, bænke og hvad ved jeg på stationsarealet. Så jeg besluttede at anskaffe et klokkeværk eller to. De kan selvfølgelig købes i Tyskland hos mange mindre ”køkkenbordsfabrikanter”, flotte, ofte i metal og den deraf følgende pris omkring 50 til 70 €uro. Man skal jo huske på, at man også i Tyskland anvendte klokkeværker og tilsyneladende har de danske jernbaner importeret disse herfra, deraf ligheden. Men det måtte kunne gøres billigere!
Jeg besøgte Andelslandsbyen Nyvang ved Holbæk i september i år og hilste der en trædrejer, der for år siden drejede nogle salt- og peberkar til spisebordet til fruen min. Kom i tanker om, at et klokkeværk jo i princippet ”bare” er en cylinder med noget ”krummelyre” på toppen. Spurgte så Arne Johansen (AJ Design) om det var en opgave for ham, hvis jeg ”lige” lavede en ”hovedtegning” med mål og svaret var ja. Hjem, tegne efter billeder sende og accept. Tre dage senere var projektet færdigt og jeg hentede det hos ham, pris 100,- kr. for tre rådrejede klokkeværker i hårdt træ!
De’r sku billigt!!!
Min andel var så at påsætte dør med lister (plastik card og lister), isolaterklokker på den ene (hvide perler og 1 messing tråd), bøje nogle søm som klokkeknebler og bore hul i ”hatten” så de kunne sættes op. Derefter male selve hat og cylinder med Humbrol Super enamel 58 (hedder i virkeligheden ORE og kan bruges til tag på stålvogne og tanken på enkelte tankvogne) og den sidder lige i øjet!! De to klokker og kneblerne (søm) fik en gang Humbrol nr. 85 sort satin. Beundre og fotografere hertil siden.
Det er da let!!
Selvfølgelig er de lidt grove i udførelsen, men det skal jo ikke stå ”tæt på”, men placeres på anlægget i tilknytning til alle de andre små og store detaljer for at give en helhed.
Hvor de skal stå på en station, se ældre stationsbilleder. Men nogle stod ved siden af stationens signalhus, andre for enden af stationen ved kontoret, ved ledvogterhuset eller andet, hvor man havde brug for advisering.
Om anvendelsen se SIR 44, Kap X ”Klokkesignaler, signalerne nr. 49 og 50”.
I dag kan en ses på Bandholm station, et par stykker på Danmarks Jernbanemuseum, en i Struer og sikkert flere steder på veteranjernbaner.
Med venlig hilsen
Steffen Dresler (nyudnævnt klokker)