Nordbanegårdens Maskindepot (Mdt Ki)

SD-moduler

En flot overskrift og næsten rigtig. Bygningernes forbilleder er fra ”Den 2nd Banegaard” (Kjøbenhavns Station) fra 1864 også benævnt Station I blandt personalet, her nærmere betegnet de to tilhørende satellitstationer, Station II (Nordbanestation) og Station III (Klampenborgbanestation).

Fremstillingen af bygningerne er beskrevet her, Signalpost 2 med bygning med vognopsyn og Folkestue.

Remisen og Folkestuen med værksted samt bygningen med Borgerstue og Stald er beskrevet her, bemærk at remisen kun er i ½ længde a.h.t. størrelsen, men højden og bredden korrekt:

Remisens kulgård er beskrevet her og er i fuld længde, men kun 2/3 bredde i enden af kulgården, igen plads.

Ret hurtigt blev jeg klar over, at selve udlægningen af bygningerne samt tilhørende spor og en drejeskive slet ikke kunne lade sig gøre pladsmæssigt. En anden og afgørende faktor var pladsen hjemme hos mig, der bedre passede til et anlæg i Spor Z!!

Opgaven var så at få det ønskede til at ligne noget korrekt og brugbart fra virkeligheden og samtidig kunne køre på det modelmæssigt og forholdene taget i betragtning (som i virkeligheden for Mdt Ki.) som en ”sækstation/maskindepot”. Altså ikke gennemkørende men endte blindt for en ”skarp vending”. Og der kunne plads- og opbevaringsmæssigt hjemme kun anvendes 2 moduler i længden.

En sidste forudsætning var længden af modulerne, hvor jeg blev nødt til at få et 150 cm. modul mod den normale standard på 120 cm. I alt to moduler, et 120 cm. standardmodul og et 150 cm forlænget modul.

Årsagen til at anvende 2 forskellige længder er den simple, at modulet med remise og kulgård ender med et par sporstoppere. Sporstopperne skulle i virkeligheden have været en drejeskive, men det er der SLET IKKE plads til og i mit udlæg heller ikke nødvendigt. Derfor kunne jeg nøjes med et 120 cm. standardmodul her. Det længere 150 cm. modul var nødvendigt a.h.t. placeringen af et par sporskifter og dertil hørende sporradier, for at kunne få et enkelt spor ud mod ”fremmed” modul med sporet så godt som i centerlinjen af dette.

Modulerne blev bestil gennem Hr. redaktørens (Arne) hussnedker og hjembragt efter en hyggelig og informativ snak.

Begge modulers ”dæk” blev bemalet med en slidstærk brunlig dækmaling (Røverkøb), malet med rulle. Tørre 12 timer for en sikkerhedsskyld. Derefter blev bygninger mv. løst placeret og der blev målt, prøvet, vendt og drejet indtil anbringelsen af bygninger og spor (med sporskifter) var tilfredsstillende og sporradier brugbare. Kunne se der skulle skæres spor og tilpasses i længder for at få det til at gå op.

Herefter blev bygningerne placerede og omridsene ”tuschet op”. Årsagen er jo denne, at alt over 5 cm. i højden ikke kan transporteres, når modulerne er i ”transportstilling” med de tilhørende transportsider påskruede. Sidstnævnte gør det muligt at stakke modulerne under transport eller opbevaring, ganske smart synes jeg. Skal lige bemærke, at modulerne leveredes med dette og der er forboret huller med indvendigt skruegevind til både transport (bl.a. holde benene oppe på plads) og samling af moduler i længden for opstilling (endemodulpladerne med dyvler/huller). Pengene værd!!

Alle bygninger undtagen en askegård/bremsesandkasse og de to sporstoppere, kan/skal aftages under transport, hvorfor det er VIGTIGT at deres omrids passer på mm.!! Især remisens portes spormidter i begge ender samt ud/indkørsel for kulgården markeres med et lille snit i endemodulpladen, så det tydeligt kan ses, når der påbegyndes sporlægning på den tilstødende modulplade, VIGTIGT.

Det korte 120 cm. modul er IKKE vist færdigt i denne artikel, var pakket ned da ideen kom. Men fremgangsmåden var denne.

SD-moduler
120 cm. modulet med remise og kulgård. Ikke færdigt. Sideplader for transport påskruede, således at flere moduler kan stables (uden bygninger naturligvis) under transport eller for opbevaring.
SD-moduler
Remise med opholdsbygning og værksted samt kulgård før montering på modulplade. Giver et indtryk af størrelsen.

Da bygningerne placering var accepteret og remisens sporcentre markerede samt sporet til/fra kulgården ditto, lagdes sporene bagud fra remisen og ud til hvor sporstopperne skal være.

SD-moduler
Sporstopper, gammel type.
SD-moduler
Sporstopper, nyere type med sandballast bagstop.

De går en lille bue. Kulgårdens forbindelsesspor ”frem” til modul to lægges også, den nødvendige tilpasning af kurver og længder er vigtig. Ved overgangen til nyt modul skal sporet ligges helt til kant, således at det uden problem kan ”stødes” op til sporet på modul to (strøm). Skal lige bemærke at spor og skinner er malede INDEN, spor ”rustne” på siderne og sveller mat læderbrune. Spor slibes derefter på overkant og lige oppe på indersiden af den øverste kant af skinne strengen a.h.t. kontakt til hjul strømoptag. Derefter er der lagt sand (minus under bygningerne og hvor der er spor!!!, derfor tusch stregerne (STABILO fine!!)), strandsand/murersand 0,5-1 mm. som underlag over det hele (SILVAN). Skal være helt plant og højst 1-2 mm højt. Pålimet/fastholdt med hvid snedkerlim (som med ballasten senere) fortyndet med 1/3 vand SAMT nogle dråber opvaskemiddel, sidstnævnte tager nemlig overfladespændingen. Enten hældt FORSIGTIGT fra en lille ske eller med en ”kanyle” beholder, købes på apoteket. KONTROLLER at der ikke er ”huller” i sandet, drysse på hvis..). Bygningerne/kulgården er placeret under denne foreløbige proces. Efter en ca. 30 minutter fjernes bygningen, hives lodret op, således at ”kanten” af det endnu våde sand på til bygningen ikke ødelægges. Det hele skal nu tørre i (mit tilfælde næsten 24 timer). Uretmæssigheder kan udbedres under vejs, forsigtigt. Herefter er remise og kulgård igen placeret og fint tilpasset ”hullet” i sandet, evt. repareres med lidt sand/lim. Langs siderne på sporet og imellem skinnestrengene er nu igen lagt sand således at sandet (ballasten) går lige op til svelle overkant. Børstes forsigtigt med pensel så det er vandret og pænt. Limes som med underlaget, tørre og kan udbedres. Det var modul 1, let ikke sandt, lyver nok lidt her, for man skal være påpasselig hele tiden.

SD-moduler
150 cm. modulet set fra siden, 120 cm. remisemodulet kobles til i venstre side med de to nærmeste spor. Bemærk fritrumsmarkeringerne tæt på skinnestrengene i nærmeste sporskifte.

Modul 2 (150 cm. modulet) fremstilles grundmæssigt på samme måde som modul 1 (120 cm. modulet med remisen og kulgården). Men her lægges skinner og sporskifter først og med markeringerne for skinnemidten på modulenderne op til modul 1 som udgangspunkt. Det tager lidt tid at få sporradier og afstande til at passe og der er fremstillet flere små skinnestykker både lige og buede for at få det til at passe sammen som en helhed. Her er anvendt skinnelasker mellem de enkelte sporstrenge for at opnå så god forbindelse som muligt. Herefter er husenes grundmarkeringer markerede med tusch igen og den grundlæggende sandbund lagt og limet. Fremgangsmåde også med husene som beskrevet før.

Sporene ligger jo generelt – som dengang – i sand/grusballast som er anbragt og limet som modul 1. Men for at der skal være lidt variation er ballasten fra og med sidste sporskifte og sporene ud mod ”fremmed modul”, lagt i moderne stenballast (dekorationssten, lys grå 2-3 mm vare nr. 01-002-02-03 My Stone.dk).
Yderligere har jeg bibeholdt et lille ”oprindeligt” sporstykke i grusballast, der endnu ikke er fjernet, da man ændrede ballasteringen fra grus og til sten. Det giver så til gengæld en lille S-kurve til sidst jeg er lidt spændt på. Er det en hindring ændres bare til lige spor mod fremmed modul og så skrider ”midten af modulet” også lidt. Den tid den glæde.

Alle husene samt signalpost 2 (på stylter) er aftagelige, men deres fundamenter har fået pålimet grus/sand, så de falder sammen med grundarealets grus. For at fjerne øjets blik for en evt. lille revne her, har jeg lagt kampesten langs overgangen. Det samme langs den asfalterede lille vej som afgrænsning.

For at fjerne en eventuel visuel rille mellem modul 1 og 2, er der på tværs hen langs kanten lagt en gangsti af strøer/planker. Fra de to sporskifter (der jo har wiretræk i virkeligheden) er der lagt en overdækket kabelkasse hen til Signalpost 2.

SD-moduler
150 cm. modulet set mod 120 cm. modulet med remisen – ikke koblet på. Bemærk overgangen over skinnerne.

Mellem de to yderste bygninger mod ”fremmed modul”, er der fremstillet en træovergang således at evt. trækvogne og cykler kan komme ubesværet over. Fremstillet af ”rørepinde” (lange 4-5 mm brede ispinde) lånt i diverse cafeer. Afmålt, limet og baissede (se billeder fra virkeligheden).

Hvor sporskifterne løber sammen har jeg fremstillet frisporsmærker af træpinde, afrundede foroven, malet hvide og med de røde markeringer. Ved overgang til ”fremmed modul” er anbragt signal for grænse mellem Maskinafdelingens ansvarsområde og stationen ditto (gælder rangering). Begge signaler se SIR 44 med tillæg.

SD-moduler
Modulet set mod fremed modul. Bemærk huset for vandkranens betjening med den lille have foran. Faktisk typisk for disse standard ledvogter/sporskifterhuse. Var et tilladt tilskud til kosten og dermed lønnen.

For at bløde op og give lidt mere liv i ”sandbunken”, har jeg med en sprayflaske med den sædvanlige trælim/vand/opvaskemiddel opløsning, sprayet hen over det areal, der skulle farves lidt, her grønt græs fordelt gennem en finmasket metalsi hen over det ønskede. Når tørt støvsuget. Andre farver kan også anvendes, lidt brunt og gult så det passer til virkeligheden.

Når det hele er tørt er modulerne igen støvsuget og al løst sand og stenballast fjernet, nogle steder har det så krævet en ny ballastering, da der ikke har været lim nok det pågældende sted. Pas i øvrigt på med limen i sporskifternes bevægelige dele, sug overflødig lim væk med køkkenrulle/vatpind.

SD-moduler
150 cm. modulet set ned mod det ikke tilkoblede 120 cm. modul. Forrest nederste spor tilslutning til fremmed modul.

Så mangler jeg kun en messe/udstilling hvor jeg kan sætte det hele op sammen med alle mine andre Spor 1 ligesindede. Glæder mig til 2021.

Vi ses
Steffen Dresler

Skriv en kommentar

Annonce