Til et typisk tidligt epoke III anlæg (ca. 1941/45 til ca. 1960) fandtes på mange mindre dampdepoter eller for den sags skyld lidt større stationer – en håndbetjent kuludlevering som den viste kulbænk. På de større depoter og stationer fik man hurtigt en kran, indledningsvis betjent af lokomotivet selv, der v.h.a. en vejre spændt fast i koblingskrogen, kunne trække kulkurven eller kulkassen op til tenderen.
Men på de mindre depoter, altså ”Høflig selvbetjening”. Remisepersonalet skovlede kullene op i nogle store flettede kurve i kulgården. Herefter blev kurven enten båret eller trukket op med den håndbetjente galge til ”kulbænken”, der enten kunne være lav eller høj. Herfra blev kurven lempet over på lokomotivets tender eller tenderlokomotivets kulkasse og indholdet hældt i kulkassen. Langsomt, adstadigt og muskelkrævende. Men det VAR normalen. Og husk på, at det var almindeligt med meget personale, selv på de små dampdepoter, her kullempere/pudsere.
Kulgårde med kulbænke/kraner fandtes i utallige former og størrelser, tilpasset omgivelser og behov.
Den på tegningen viste kulgård med kulbænk er en slags standard og væggene længde og pladsens størrelse kunne varieres. Der fandtes også kulgårde – nok de fleste – med lavere vægge og lavere kulbænk.
Normalt blev kulgården forsynes med kul fra en godsvogn, ofte litra PC, på den åbne side, hvor man igen manuelt skovlede kullene fra vognen og ned i kulgården. Den side med kulbænken er udleveringssiden og hvor lokomotivet holder.
Der er anvendt lister 5×1 mm. lister til brædder og til stolper 6×4 mm (modelbaneforhandler, her Kystbanen). Kulbænkens dæk og kulgårdens bund er ”skibsdæk” rillet 4 mm. (Modelskibet, http://www.modelskibet.dk/). Bunden var dog ofte også fremstillet af udtjente sveller.
I øvrigt kan jeg anbefale denne hjemmeside for hjælp til oversættelse af mål: http://modelbane-piger.dk/husbyggeren/husbygger/maa2.htm#kendt
Jeg har først tegnet omrids af kulgården på papir for at få den rigtige målestok, derefter overført det til bunden (en tynd lille masonitplade 1½ mm tyk) hvorpå kulgårdens bræddebund er limet. Herefter optegnet og der er boret et lille hul, hvor stolperne skal stå. Lille hobbysøm igennem, stolpen ovenpå, en klat hvid trælim, hamre oven på stolpen forsigtigt på plads. Herefter er plankesiderne målt ud, savet af og limet med igen trælim, en lille klat hvor de skal sidde fast på stolperne. Overdelen af væggene pålimet 7×2 mm. liste.
Trappen var for mig lidt svær, men blev lavet med lister 5x1mm. pålimet trinholdere. Derefter trin 5×1 mm. Begge sider af trappen dækket med en smal liste i hele længden til at skjule de noget store trinholdere. Færdig.
Det hele malet med mørk bejse (sprit og vandopløselig, farvehandleren). Det SUGER og kan godt tåle flere gange. Kan sikkert også males sort (tjære), men det synes jeg virker for sort.
Jeg har fremstillet en lille bænk af lister for de to oliebeholdere, smøreolie og cylinderolie. Her BP, der faktisk var leverandør til DSB en lang årrække med smøreolier. Beholderne er fra Epokemodeller (nu http://cmthobby.dk/). Kul kurvene var lidt sværere, men dem fandt jeg via internettet hos PAULO (http://www.paulo.de/). Der er masser af smådele til huse mv.
Kullene i kulgården og i spandene er original kul købt for mange år siden, samt moderne ”kul”(størrelse GROB) fra Togcenter (http://www.togcenter.dk/).
Kullene er lagt ud hvor de ønskes og en KRAFTIG blanding af trælim (+ en dråbe opvaskemiddel til at tage overfladespændingen) samt fortyndet med LIDT vand. Teske eller vaccinations sprøjte (apoteket). Kontroller lige om kullene ligger HELT FAST inden du overvejer at vende kulbænken, for at se om kullene sidder fast!!!
Billederne viser de stadier der var i fremstillingen. Og så har læserne i øvrigt så set hele mit Spor1 anlæg!!
Steffen Dresler
One thought on “DSB høj kulbænk”