Let og billig maling til jernbanemodeller, specielt laserskårne træ vogne

DSB litra Eh rejsegodsvogn fra Proinor.dk Foto: Arild Tangerud

I den størrelse vi anvender i 1:32 (spor 1) eller for den sags skyld også 1:22,5 (LGB) eller den mindre 0 (1:45), kan en ”normal størrelse” dåse hobbymaling hurtigt få ben at gå på, i og med de større overflader der skal males. Og så er maling til plastikmodeller vel heller ikke altid lige velegnede på træ eller pap eller hvad emnet er skåret ud i. Større flader gør sig også gældende på de tilsvarende bygningsmodeller til modeljernbanen, stationer, remiser, beboelseshuse eller hvad ved jeg.

Jeg har før været forbi farvehandleren for at få blandet en maling i en speciel RAL farve og glans. Du får det ønskede, men desværre ofte i en alt for stor mængde og så meget maler jeg nu heller ikke! Den mindste størrelse jeg har kunne få fat i var 0,75 liter og der er nok til et par stammer åbne godsvogne med mere. Og pludselig er malingen blevet for gammel. Og så er prisen omkring 330 – 350 kr. pr. dåse.

Derfor har jeg prøvet noget nyt (for mig) om end ideen ikke er ny, nemlig ”Testfarve”. Altså en lille bøtte maling man får lavet til at tage med hjem og male et par m2 for at se om farven passer. Og der er næsten ubegrænset farvevalg!!

Dette skulle prøves og i går fik jeg lige lavet to dåser ”Testfarve” á 0.34 liter. til min kommende Proinor.dk rejsegodsvogn litra EH.

Ved hjælp af ”Klik og hent” i et byggemarked (kan også fås hos farvehandlere eller BILKA) fik jeg om formiddagen bestilt en dåse ”DSB nr. 1 Rød 1929” (ca. RAL 3005) til den udvendige bemaling samt til det indvendige en RAL 1007. Begge to til lidt over 75 ,- kr.
Hentede det et par timer efter med betaling over Mobilpay. Så nu er endnu en undskyldning for ikke at komme i gang blevet mindre!

RAL 3005 er standardmaling på epoke III stålpersonvogne/pladebeklædte trævogne (f.eks. litra CP) samt de teaktræs lakerede trævogne, der fik denne maling omkring 1950 som f.eks. CR, CM, CU, CY, CXM, EH, ECO og tilsvarende fra privatbanerne. RAL 1007 er den indvendige farve i rejsegodsvogne af selvfølgelig litra EH, ECO eller rejsegodsrummet i personvogne.
Den sorte og hvide farve er normalt ikke et problem, ”dem har man”.

Glemte lige at fortælle, at malingen er vandfortyndelig og kan påføres med malerrulle (så er det godt nok nogle store vogne!!), syntetisk pensel eller airless sprøjte, renses i vand.

Med venlig hilsen
Steffen Dresler

Skriv en kommentar

Annonce