Mange af os der bruger ECoS Command station har stiftet bekendtskab med den mobilvenlige fjernstyrings app kaldet TouchCab, det er en kærkommen app som oprindeligt er dansk udviklet (Tak til Jens), TouchCab er efterfølgende kommet på udenlandske hænder og sidenhen har det været meget sparsomt med opdateringerne til dette ellers fine stykke software.
De manglende opdateringer har også medført at der har været lidt bøvl med at kunne holde forbindelsen kørende mellem TouchCab på iOS enhederne og ECoS centralen. Og skulle det knibe med at få TouchCab til at skabe forbindelse til din ECoS er der stadig en chance for at få det fikset, men desværre gælder det ikke alle, for der er mange faktorer som gør sig gældende og en stor del af kvalerne ligger og ulmer under iOS og til dels den givne hardwares alder.
Hvis du sikrer dig at TouchCab kun benytter Lokalt netværk via wifi og ikke begynder at benytte Mobildata, så er risikoen for at der søges forgæves efter centralen på internettet elimineret.
Der kan efter sigende til tider være tale om nogle lange svartider fra centralen, så tjek om dine indstillinger for TouchCab hindrer iOS at benytte Mobil Data og kun kan bruge Lokalt Netværk. Du kan finde TouchCab tilladelserne under din iOS enheds menu for indstillinger.
Men prøv at tjekke om din ECoS har den rette opsætning, det er ihverfald et tip som har hjulpet mange, så det er jo om ikke andet et forsøg værd.
Klik dig frem til Indstillinger / Setup 3 og tjek at der kun er sat flueben i feltet “Enable legacymode”.
Hvad så med alternativerne til TouchCab?
De “brugbare” ECoS app alternativer er så småt begyndt at dukke op, og det ser efterhånden også ud til at der kan findes mere end en app til at dække behovet for at kunne bruge en mobil enhed til fjernstyring af en ECoS command station.
Det er bare ikke alle der virker til at være lige betjeningsvenlige, men der er et par stykker som efter min mening skiller sig ud som værdige konkurrenter til TouchCab, og skulle lysten være der, kan det godt anbefales at tage et nærmere kig på enten RailEvos/RailFree eller ECoS Cab.
RailEvos
Denne app fra Rail-Systems findes til iOS (Appstore) og den er på vej til Microsoft Windows (Microsoft Store). Der er tale om en opdateret udgave af den tidligere RailDrive, dengang var den desværre ikke så avanceret, men nu er den blevet opdateret, så der også kan betjenes tilbehør.
Den er ikke så forskellig fra TouchCab, og så er den nem at komme igang med, så den er med andre ord ganske anbefalelsesværdig.
RailEvos er stadig under udvikling, men der er helt bestemt tale om en brugervenlig app. Der findes en gratis demo udgave med begrænsede funktioner kaldet RailFree.
ECoS Cab
Denne app fra ECoS Cab findes til både iOS (Appstore), Android (Google Play) samt Microsoft (Microsoft Store) enheder og den har i demo tilstanden alle funktioner tilgængelige, den virker dog kun i en kort tid ad gangen. Når demo-tiden udløber lukker den forbindelsen ned til ECoS og tilbyder at man kan købe appen, man kan dog starte forbindelsen påny til sin ECoS for at fortsætte med at prøve sig igennem alle styringsmulighederne.
Der findes også denne lille fine demo gennemgang af ECoS Cab:
Andre muligheder der er sammenlignelige kunne være Locontrol – DCC Controller, Rocrail, WiThrottle o.m.a. men her kræves det at man også bruger tid på opsætning af JMRI.
Husk også at holde din ECoS command station opdateret, den senest tilgængelige “Firmware” er fra d. 27/05-2020, og den har version nummer: 4.2.8. (ESU downloads – ESU’s egen ECoS Tips & Tricks)
Kender du til andre fornuftige smartphone styreapps, så tøv ikke med at give os et tip her på redaktionen.