Ved nok et absolut lykketræf, fik jeg i en byttehandel en Märklin spor 1 afkølingsvogn. Det er en G10 type vogn med nedtaget bremsehus, men stadig med den lille bremseplatform nederst og fuld brædde endegavl med lodrette stivere. Altså ligesom som i virkeligheden, når tårnbremsen var fjernet. Da det drejer sig om en tidlig reklamevogn, har jeg på eBay kun fundet et tilsvarende katalognummer, 58955.
Indledningsvis ville jeg lave en DSB litra IE som de så ud i epoke III før end man begyndte at eksperimentere med forskellige former for udluftningsjalousier på gavle og sider. Altså en gang hvid maling over det hele og litrering for en litra IE. Let og ligetil. Men da jeg fik vognen ud af plastikbeholderen (det skidt) opdagede jeg den lille platform, hvad nu? OK en DSB litra IEB nr. 18 801. Om den var bygget om med jalousier ved jeg ikke, men den havde yderligere bremseplatform med håndhjulsbremse på gavlen. Det kan skaffes (Gelænderfabrikken, Langeland). Men i min søgning efter vogne fandt jeg et billede af en hvid kølevogn fra Hillerød-Frederiksværk-Jernbane (HFJ) senere HFHJ med litrering I nr. 150. Og den passede lige på en prik efter den havde fået afmonteret sit bremsehus mellem 1945 og 1949. Altså en gang hvid maling og bestille litreringer fra Skilteskoven! Hvor svært kunne det være?
Billedmaterialet ER dårligt kun et par billeder og anbringelse af påskrifter og med hvad ligeså. Afskallet maling i flere lag. Men v.h.a. lidt elektronisk hjælp kunne jeg tyde påskrifterne og sammenholde det jeg mente, der skulle stå med dels informationer på ”Jernbanen” (HFHJ J 150 blev bygget af Wismar i 1910 (jernbanen.dk) og en DSB fortegnelse over private vogne med tilladelse til at blive anvendt på DSB spor fra 1933 med tillæg.
Ved at se nærmere på beskriftningen kunne jeg se, at vognen IKKE havde litra I med litra J. Nu ved jeg jo godt, at bogstaverne I og J, især før den anden verdenskrig blev anvendt i flæng, for eksempel blev butikskæden IRMA før krigen stavet JRMA. Altså måtte der skulle stå J 150 og IKKE I 150. Om vognen officielt blev benævnt som en I-vogn eller en J- vogn ved jeg ikke, men den var beskriftet med et J! Og sådan blev det også med litreringen.
På et billede af vognen henstillet med sideskydedøren halvåben kunne jeg se, at der var indvendige isolerede døre under skydedøren. Sådanne havde jeg jo fremstillet til Carlsbergvognen tidligere (DSB Za Carlsberg vogne – Spor 1 NYT). Så i gang med at fremstille to døre, lime fast indvendig i vognkassen. Påsætte skruebremse på gavlen, Male med hvid spray på vognkassen, trin mv. mat brun, tørre, påsætte de bestilte dekaler fra Skilteskoven, mat spray, monterer sideskydedørene og tag samt at påskrue undervogn med nymonterede skruekoblinger og bremseslanger, færdig.
Tænk sig, jeg har fremstillet en PRIVATBANE godsvogn fra HFJ. Vognen fik tilsyneladende aldrig påskriften HFHJ.
I sine driftsår i 1930´erne og frem til henstilling omkring slutningen af 1950´erne, virkede den som ”rutevogn” med vare fra slagteriet i Hillerød over København (Nordbanen) og MULIGVIS helt til Esbjerg (eksport). Altså en vogn, der både kan anvendes på en privat- som statsbane strækning.
God fornøjelse
Steffen Dresler