For godt og vel 15 – 20 år siden fik jeg tilsendt to ”byggeark” i spor 1 af en litra EM/EC/ECO bogie pladebeklædt pakvogn og en litra Cp bogie pladebeklædt personvogn. Ideen var udelukkende for at se og prøve, om man umiddelbart kunne transformere allerede igangværende projekter i H0 til større størrelser, f.eks. spor 0 i 1:45 og som her spor 1 i 1:32.
Det var simpelthen 2 stk. A3 plastikark (et til hvert litra) med udfræsede/skårne sider, gavle med endeperroner, bund, nogle indvendige adskillelsesvægge og døre. Altså som H0 udgaverne af diverse post- og pakvogne lige til at sære ud, næsten klikke + lidt lim og wupti, havde man en vognkasse. Alle detaljer, bogier, akselgafler, buffer mv. skulle man købe separat. I H0 medfulgte forbukkede vogn tage, men dette gjorder der ikke ved de to 1:32 byggeark.
Det var det lille firma ”Banetjenesten” (banetjenesten.dk) ved Egon Moesby, der stod for alle herlighederne. Alle de nye sæt i H0, blev byggede og beskrevet i Lokomotivet.
På baggrund af muligvis kommende EC/EC0 baggagevogn fra Tikøb Støberi (DSB Eco fra Tikøb Støberi – Spor 1 NYT) samt samme i laserskåret træ (Industrispionage volume 3 – Spor 1 NYT) fra Proinor, havde jeg lyst til at prøve at fremstille en EM/EC/ECO og kom jeg i tanker om de hengemte 2 byggesæt, der nu havde ligget i næsten 15 – 20 år.
Skal vi sige det sådan, at et er at bygge en model i 1:87 i udfræset plastik og noget aldeles ganske andet er, at transformere nogle mål i 1:87 op og bygge en model i 1:32.
Der mangler simpelthen ”godstykkelse” og forstærkninger mv.
Nu skal jeg ikke gå i dybden med projektet, men vise i billeder vejen derhen. Men først lidt bemærkninger.
2,5 m bogier er fra Proinor (2,5 meter bogie fra Proinor – Spor 1 NYT), men som den opmærksomme læser kan se, er det kun ”grundbogien” der er anvendt, siderne er nemlig ”Berlinerbogie sider” aralditeret udenpå. Siderne fra et italiensk byggesæt (dyre som bare ind i ……….. , kunne IKKE få Märklins 2,5 preussiske bogier som reservedel, sata..). MEN vognen fandtes heldigvis (langt de fleste) med 2,5 meter træbogier som Proinor’s.
Bunden er udfræset af webmaster på denne lille fine avis (Arne) og tag (tyndt træfiner), buffer, batteriskab, og generator fra Tikøb Støberi (Tikøb Støberi – Spor 1 NYT) og endelig er dekaler fra Skilteskoven (Hjem (skilteskoven.dk)).
Maling er foruden grundmaling MOTIP spray nr.41035 (farvehandleren eller nettet) der er DSB 1929 nr. 1 Rød.
Originaltegninger og billeder findes på ”Jernbanekilder”, brug søgefunktion på det ønskede (Jernbanekilder.dk) eller ”Jernbanehistorisk forum” (DSB litra EC. Oversigt over samtlige vogne. (jernbanen.dk)).
Yderligere kan man med fordel læse ”Signalposten” nr. 1. 1989 med historisk artikel af Jens Bruun-Petersen.
Sluttelig skal bemærkes, at jeg valgte litra EC udgave fra perioden ca. 1943 (omlitrering fra EM til EC og nyt nummer) og frem til slutningen af 1940’erne, begyndelsen af 1950’erne. Det vil sige uden kakkelovn i tjenestekupeen (derfor ingen skorsten), med dampvarme fra varmeledning (togmaskinen), stiger i endegavlen for at kunne montere de tyske slutsignalholdere samt løbebrædder SELVOM elektrisk belysning. De er bare ikke nedtaget endnu. Yderligere Berliner type bogier, spejlglasvinduer, trykluftbremse og vakuumledning. Modellen har på grund af bogiens placering (store udsving) ikke kunnet monteres med trin under vognkassen. Vedtagne ændringer kunne tage op til 5 – 7 år at få gennemført alt afhængig af vognens revisionsperiode. Altså en absolut tidstypisk tidlig epoke III vogn, minus stafferinger, der bortfaldt helt efter ca. 1951.
Steffen Dresler