Post II fra “Den Gentoftvianske Bygningsfabrik”

DSB Post II - København

Jeg er jo lidt ”bidt af” Københavns gamle station, den ved søerne og alle dens bygninger. Og nogle af disse mener jeg har lige den størrelse, der vil kunne passe ind på ”mit” epoke III anlæg (kun i tankerne p.t.). Så nu er jeg nået så langt, at den (næsten??) sidste bygning er færdig, nemlig Post II, der var placeret på Københavns 2. banegård fra omkring 1880’erne og frem til nedlæggelsen af hele banegårdsarealet omkring 1921/22. Den lå sådan cirka hvor Dahlerups- og Nyrupsgade krydser hinanden i dag sådan da.

DSB Post II - København

Den virkelige Post II (Signalpost II) med personaleopholdsrum ”på jorden” og selve posten på sit stativ.
(Foto: Ukendt, muligvis Holger G. Hansen, arkiv Danmarks jernbanemuseum, DJM01-00001689)

Det er en typisk DSB-S byggestil med udmuret bindingsværk og specielt for selve Post II (og I og IV), er denne placeret på et jernskelet højt over de andre bygninger. Dens funktion var at være med til at stille noget af det nye centralanlæg stationen fik. På grund af jernbanearealets udformning var det nødvendigt med hele 5 poster for at kunne se rundt i hele sporarealet, der havde form som en banan. Den ene ende, hvor nu Akselborg er og i den anden ende oppe ved Vordroffsvej lige over søerne (Rosenørns allé). Alle de andre mange sporskifter for rangering mv., blev foretaget af ”sporskiftere zum fuss”, hvoraf mange havde deres egen lille hytte med en lille nyttehave ved siden af.

DSB Post II - København

Modellen af Post II sådan cirka fra samme perspektiv i størrelse I.
(Foto: Steffen Desler)

De to bygninger, post II og opholdsbygningen, er begge fremstillet af et skelet af 4×4 lister (som bindingsværk) sømmet/limet til en bundrem/fundament. Herefter er der pålimet pap på begge sider undtagen ved vinduer og døre. Herefter beklædt med murstenspap (Taymia). Disse ”firkanter” har så fået monteret lister som karme vejen rundt. Lister grønne. Heri er sat vinduer med påmalet mønster i glasset (tynd tusch). Husrammen er sat på en bund af finertræ. Posten på en plastikbund. Postens stativ er fremstillet af plastikprofiler som et + set fra oven, pålimet forstærkninger på bund og top. Stativet forstærket af strips. Trappen op til posten er fremstillet ud fra et byggesæt fra Miniart (1:35), der har fået påsat diverse trælister på siden samt gelænder af træ.

DSB Post II - København

Modellen af Post II med opholdsbygning op stillet som i virkeligheden.
(Foto: Steffen Dresler)

Der er nok lidt kunstnerisk frihed, idet ikke alle detaljer kan se på de tilrådighed værende billeder, men altså ud fra hvad der kan ses og så gættes ud fra.

DSB Post II - København

Nærbillede af Post II. Inden i posten findes to signalbetjeningspulte, nemlig et ”Siemens Halske” 1903 og et DSB type 1912. Men man skal se godt efter!
(Foto: Steffen Dresler)

Pointen er, det er DANSK, det er til at gå til, det tager den tid det tager, det er billigt og man lære både DSB- samt bygningshistorie, ikke værst vel?

Bedste hilsener
Steffen Dresler

Læs også:
DSB høj kulbænk
Et skinnecykel skur
Maskindepotet færdigt

Skriv en kommentar